skip to Main Content
Menu

Livskrise

I løbet af livet kommer vi alle til at opleve sorger og bekymringer, og nogle af os vil opleve at stå i en alvorlig udfordring eller livskrise. Dette kan eksempelvis ske, når du selv eller nogen tæt på dig bliver alvorligt syg eller dør, ved skilsmisse, arbejdsløshed, mv.

Det er helt i orden at være fx ked af det og bange, når du befinder dig i en livskrise. Hvis ikke du tillader dig selv at mærke de følelser, kan de “sætte sig” som depressioner, angst eller en generelt lavere livskvalitet. Så alle følelser er fine og vigtige at mærke og rumme. Men med tiden skal følelserne klinge af, for det er ikke nærende for din livskvalitet, at du på længere sigt bærer følelser som frygt og sorg over noget, der uigenkaldeligt er sket, med dig på din vej videre i livet.

Hvorvidt du med tiden af dig selv får bearbejdet dine voldsomme oplevelser således, at du får lagt dem på rette hylde bag dig og blot tager erfaringerne fra livskrisen med dig, afhænger af, hvad du har med dig i bagagen i forhold til at håndtere dine følelser og dine oplevelser.

Det er værd at huske på, at når du oplever en livskrise, er det altid fordi, det er tid til at integrere sider af ægte DIG, som hidtil har været skjult for dig. Så livskrisen er en potentiel gave, idet du kan vælge at bruge den til at åbne dine øjne endnu mere for, hvad der er vigtigt og værdifuldt for dig – og hvordan du får det integreret i dit liv.

Kriser kan altså altid bruges som afsæt til ny udvikling, der åbner op for nye livsveje og muligheder. Det er meget almindeligt for mine kunder at opleve en taknemmelighed over krisen, når de er ude af den, fordi den har bragt dem et nyt og givende sted hen i livet.